Vedbæk Sejlklub havde meget at fejre ved standerhejsningen lørdag 29. april, måske den festligste sæsonstart i klubbens 66-årige historie. Efter et køligt forår begyndte dagen med sne og regn, men kl. 13 brød solen igennem da VS´ stander gik til tops.

Det var godt nok ikke Dronningen, men klubbens ny formand, Jørgen Kjærgaard, der kunne byde en meget stor skare sejlere og mange juniorer velkommen. For de yngste bød dagen på en ekstra gave, en pragtfuld RIB som ny ledsagebåd til optimistsejlerne. Hovedsponsor er Nordea Fonden med en check på 60.000 overrakt af filialdirektør Kristian Rasmussen, Nordea i Holte.Formand Jørgen fandt sig en god talerstol højt hævet over havet omkring Sydmolen med udsigt til det ”ny” klubhus og så stor en medlemskreds som ingen formand i årevis har set forsamlet på eet sted:

”Bådene er kommet i vandet og de lange aftener som vi har set frem til hele vinteren venter os. Bestyrelsen arbejder for at skabe de bedste rammer for vore aktiviteter med godt vejr på vandet hele sommeren og i klubhuset, hvor vi skal mødes og udveksle sejlerhistorier og byde gæstesejlere indenfor. Forholdene er endnu ikke helt perfekte, men jeg garanterer vi vil arbejde hårdt for at de bliver det. Foreløbig har de fleste fået en nøglebrik og næste skridt bliver at finde en klubhuskaptajn. Se opslag på den ny hjemmeside og skynd jer at sende en ansøgning. Den heldige skal IKKE gøre rent, det betaler vi os fra, men skal bidrage til at skabe de rette omgivelser for sejlere, en opgave der bærer lønnen i sig selv.”

Formanden nævnte også de mange aktiviteter der har haft stor tilslutning i vinter og sommerens program, der allerede er i fuld gang med rekordtilmelding til senior sejlerskolen. Surf-afdelingen, en af landets ældste, får langt om længe en sæson uden byggerod og surf-skolen kører som planlagt ligesom optimisternes træning begynder i næste uge godt støttet af det ny ledsagefartøj ”Emma”. På onsdag har vi årets første aftenmatch og glem ikke at reservere klubbens H-båd, der er til rådighed hele sommeren for et indskud på kun 1.000 kr.

”Tak til alle de frivillige, der driver klubben! Ikke blot de kendte ansigter fra hjemmesiden men alle, der arbejder for at gøre VS til Sundets bedste og mest attraktive sejlklub. Vi har sat kursen med dagens standerhejsning og jeg ønsker alle en god sejlsæson”, sluttede Jørgen med det trefoldige hurra for VS.

Derefter flyttede forsamlingens opmærksomhed til Nordea-sponsorens overrækkelse af check med efterfølgende navngivning af den ny RIB. Jørgen Kjærgaard takkede for den velkomne gave, der giver klubben nye muligheder for at uddanne den næste generation af sejlere, en vigtig opgave for klubben.

Og så fortsatte festen med øl og vand omkring fire griller. Der blev ristet tynde og tykke, krydrede og lækre pølser, brød og peberfrugter med et fantastisk sortiment af tilbehør. Og ikke mindst bagt snobrød fra et bjerg af lækker dej.

Festen begyndte med over 50 vidner til standerhejsningen men da tørvejret udviklede sig til en lun eftermiddag med fuld sol strømmede flere medlemmer til festen godt fulgt af børn og børnebørn, der også satte pris på slikkepinde og tre flotte kagemænd/koner fra Nordea Fonden.

 

SH02
Filialdirektør Kristian Rasmussen fra Nordea i Holte deltog i Vedbæk Sejlklubs standerhejsning lørdag som sponsor med en check på 60.000 kr.
SH03a
Optimistsejler Jonathan Johannesen på 10 år navngav den ny ledsagebåd Emma.
SH01
Vedbæk Sejlklubs formand Jørgen Kjærgaard foran VS´ ny klubhus byder velkommen til den 66. sæson i Vedbæk Havn.
SH07
Nordea Fonden havde sponseret kager til Vedbæk Sejlklubs yngste ved navngivningen af den ny RIB ”Emma”
SH06a
Dagens værtinde og nyt medlem af bestyrelsen, Vicky Ralkov, havde ikke alene fingrene dybt nede i snobrødsdejen, men havde også komponeret og arrangeret dagens lækkerier.
SH11
Aldrig har en standerhejsning tiltrukket så mange juniorsejlere, der satte pris på dagens menu suppleret med snobrød, slik og kagemænd.

 

 

 

MENU